Balinesisk musik

Antallet af orkestre på Bali overgår langt det, man ville regne med for en ø på størrelse af Sjælland. Grunden til dette store antal, skal findes i Balis fortid, hvor øen var delt op i 8 kongeriger, som hver især udviklede deres egne orkestre og musikalske stilarter - traditioner, som man i dag holder i hævd og som kan opleves, hvis rejser man rundt på øen.

Alle disse typer af orkestre har hvert deres navn, men overordnet er de kendt under fællesbetegnelsen Gamelan. Gamelan er egentligt navnet for de enkelte instrumenter i orkestret, men bruges altså også for hele gruppen. Groft sagt kan man vel godt oversætte gamelan med ordet orkester.

De fleste gamelantyper består af metalxylofoner, ofte i bronze, gong-gong'er i forskellige størrelser også af metal, samt trommer og et mindre antal bambusfløjter og strengeinstrumenter. Der findes dog også orkestre i træ og bambus - sidstnævnte meget populære blandt turister på grund af deres bløde og runde klang. Det er et af disse bambusintrumenter, jeg spiller til receptioner på.

Hver gamelantype har sin faste gruppe af instrumenter og disse instrumenter fungerer som en uadskillelig gruppe og ikke som enkeltstående instrumenter også med solistiske muligheder, som dem man ser i et vestligt symfoniorkester. Fokus i musikken ligger i instrumenterne som et samlet hele og menneskene, der spiller disse, bør udelukkende forstås som dem, der får helheden til at fungere. Denne gruppementalitet går igen i hele det balinesiske samfund, hvor det enkelte individ går i baggrunden for den samlede gruppe.

Hvordan musik bliver komponeret eller sat i orden fortæller meget om en kulturs æstetik. I meget vestlig musik forstås tid om linær. Æstetisk kan man sige, at bag denne måde at komponere på, ligger den vestlige forståelse af, at ting udvikler sig og at der skal ske en form for fremskridt eller i det mindste en fremadrettethed under denne udvikling. I balinesisk musik er det mere præcist at karakterisere den musikalske tid som cyklisk eller tilbagevendende - musikken går i ring. En mulig grund for denne tænkning kan være den balinesiske tro på reinkarnation - menneskets gentagne genfødsel på jorden. I alle tilfælde bygger kompositionerne i gamelan på repetition, hvor melodien gentages igen og igen og hvor melodiens sidste tone bliver den første i melodiens gentagelse. En komposition består dog almindeligvis af flere melodisektioner, der musikalsk er relateret, men som hver især kører i ring et vist antal gange før man går videre til næste sektion.

Gamelan bliver i dag brugt både i religiøse og verdslige sammenhænge, men historisk set tager den sit udgangspunkt i den indonesiske hinduisme. Ifølge skriftlige kilder har gamelanens guddommelige oprindelse sine rødder i balinesernes forståelse af makrokosmos. På sit øverste plan er makrokosmos delt op i 9 guder - konkretiseret i figuren Dewata Nawa Sanga , som viser Siva med sine første manifestationer.

Med særegne karakterer og kvaliteter, der repræsenterer aspekter af det jordiske liv, er disse guder tilknyttet hvert sit verdenshjørne. Hver tone i musikken er tilknyttet en respektiv gud og således har disse toner også deres retningsbestemte kvalitet og karakter i overenstemmelse med den gud de er i forening med. Teoretisk betyder dette, at en melodi ikke bare består af en række toner, men af en række af karakterer med forbindelse til makrokosmos. Også hvert enkelt instrument har sin placering i Dewata Nawa Sanga , hvilket betyder at instrumenterne tilhører gruppen af konstant hellige genstande på Bali kaldet Tenget. Denne status kræver respekt og viden om en lang række ritualer og forholdsregler i omgang med instrumenterne og det er kun den særligt indviede og estimerede gruppe af smede kaldet Pandes, der må fremstille de nye instrumenter til musikerne.